Hvad sagde MAN om dig?

Hvad sagde man om dig? 

Hvilke ord blev sagt om dig som barn og ung? 

Hvad sagde MAN? 

“MAN” – er alle de mennesker som omgav dig som barn og ung. Dine forældre, pædagoger, skolelærere, venner, familier du kom i, søskende…..

De ord der mest blev sagt om mig, og som jeg har hæftet mig ved er: 

  • Dygtig
  • Omsorgsfuld
  • Drengepige
  • Kraftigt bygget 
  • Ikke en tone i livet
  • Heldig

Ordene har haft stor betydning, fordi jeg på forunderlig vis har identificeret mig med dem. Nærmest ukritisk. 

Dygtig. Jeg var fra helt lille pige optaget af at forstå hvordan ting hang sammen. Alt fra professorterningen til vækkeurets indhold. Og jeg fandt ud af det hele. Jeg kunne lide at fordybe mig. Tekniske ting var også min helle i livet – en pause fra alt udenom. 

Omsorgsfuld. Jeg havde så langt jeg kan huske tilbage, en umiddelbar fornemmelse af, hvad der foregik i andre mennesker. Oplevede ofte at stå hjemme eller i skolen og se på menneskers interaktion. Jeg kunne ikke begribe, at de ikke bemærkede, at de skabte ubehag i andre. At de ikke så hvor lidt der skulle til for at gøre andre glade. At de ikke overvejede at alt kom retur – både det kærlige og det hårde vi sender ud. Så omsorg og venlighed var på alle måder det mest rentable i verden for mig. 

Drengepige. Jeg spillede fodbold og brugte mine dukker til at lave forsøg med. Eksempelvis ved jeg at man ikke kan afblege dukkehår med brintoverilte :). Jeg gik altid i bukser. Jeg havde flest drengevenner. 

Kraftigt bygget. Jeg husker mig som kæmpestor. Ser jeg billeder fra dengang, så var jeg til den slanke side som barn, men ift mine søskende og veninder så var jeg muskuløs. 

Ikke en tone i livet. Alle mennesker er jo født med rytme og lyd – så toner havde jeg jo. Jeg hørte flere gange at min mor bad mine søskende ikke at drille mig med, at jeg sang dårligt. Så lod jeg være og spillede klaver istedet.

Heldig. Der blev sagt at jeg var heldig fordi lærerne kunne lide mig, fordi jeg havde penge sidst på måneden, fordi jeg let fik nye venner, fordi jeg var dygtig, fordi min mor var mindst sur på mig, fordi jeg fik job let……

Så – “MAN” havde jo på sin helt egen måde ret i det de sagde om mig -OG samtidig så var det HELT forkert. 

Skulle jeg beskrive det anderledes, så ville jeg i dag have sagt til mig som barn og ung: 

“Du er nysgerrig på hvordan ting fungerer, du er interesser i andre mennesker, du elsker at være med drengene, fordi de er igang fysisk og ikke sladrer og bærer nag. Du har en stærk krop fordi du bruger den. Du elsker at synge dine følelser ud, uden at tænke på, at det skal være på en bestemt måde. Du er god til at udføre de handlinger som gør, at ting lykkes for dig.” 

Men det var ikke det som blev sagt – og ordene endte som labels klistret til min pande – det blev ord jeg identificerede mig med og som jeg forbandt med noget godt eller dårligt. 

Kort beskrevet, så kan jeg i dag se, hvordan jeg har forsøgt at forstå og leve med de ord der definerede mig i andres øjne. Jeg ville så gerne elskes og passe ind. 

Jeg har været dygtig i mit liv – det har jeg mange papirer på. 

Jeg har været omsorgsfuld – det har været min erhvervsmæssige levevej som socialrådgiver, familiebehandler og psykoterapeut. 

Jeg har været hende, som havde en større værktøjskasse end mine kærester og jeg kan stort set lave alt selv. 

Jeg har følt mig stor og alt andet end feminin det meste af mit liv og jeg begyndte først at synge unden at latterliggøre mig selv da mine børn kom til verden og fortjente at blive sunget for.

Jeg ved ikke hvad du gør, men jeg ved, at jeg siger ting om og til mine børn. 

Imens jeg skriver her så kører min hjerne – hvad er det jeg siger til dem? 

Hvilke ord – definitioner af dem har jeg klistret i deres pande. 

Det ville være oplagt at spørge dem: “Hvad er det du hører jeg siger om dig?” 

Det kunne være godt at få tjekket ud. Godt at få rettet lidt op på – måske. 

Godt at få tilføjet noget.  For det handler jo ikke om dem – ligesom ordene jeg fik i panden ikke handlede om mig. 

Psykologiske teorier vil påstå, at der er tale om projektioner. Altså vi tillægger andre, de værdier vi elsker, savner eller hader ved os selv. 

Min mor påpegede altid, at jeg var dygtig og skulle blive til noget. For det var vigtigt og man skulle bruge de gaver man havde fået. 

Jeg elskede at sælge varer og skabe ting – men det var ikke en levevej i hendes øjne. 

Hun var lykkelig da jeg kom ind på jurastudiet. 

Hendes største fortrydelse i livet var, at hun ikke fik den uddannelse hun ønskede. Hun var en meget klog og reflekterende kvinde, men hun troede på det klister hun havde fået i panden – nemlig at hun aldrig ville blive til noget.

Så hun blev til lidt mere end hendes mor forventede – men kun lidt. 

Da jeg hoppede fra jurastudiet få måneder før min bachelor – da var hun virkelig rystet i sin grundvold. 

For mig var det en af de lykkeligste og mest livgivende dage i mit liv – en ny start på mit liv som jeg aldrig har fortrudt.

Jeg tænker det vil være super vigtigt, enormt vigtigt, måske endda livsvigtigt at få undersøgt hvilke værdier vi tillægger vores børn og hinanden. 

At blive set af et andet menneske er livsvigtigt, men hvis det de ser er deres egne drømme og frygt — så er det faretruende. 

Så – jeg får lyst til at spørge dig igen – hvad sagde MAN om dig? 

Havde de ret? 

Hvem synes du, at du er? 

PS. Jeg er i øjeblikket hende, som er startet i et gospelkor, nyder at være feminin, hende der hader at klare alt selv, hende som beder om hjælp og hende som øver sig i at elsker at lave fejl. 

Håber du bliver dig – skab dig!

Kærligst Nicooline Flor

 

2 thoughts on “Hvad sagde MAN om dig?

  1. Du er stadig dygtig til bare at være dig, omsorgsfuld af hele dit hjertet , heldig fordi du fortjener det – tonen i livet har du fundet, øvelse gør mestre og mestre er vi vel alle sammen hvis vi giver os selv lov – kraftigt bygget, jaaa hvis det betyder at dit fundament er solidt og fast , så ja Jeg ser en meget meget fin og elskelig kvinde❤️

    • Du er sød og meget opbakkende. Tak kære du – hvad mon du blev kaldt og hvad klistrede sig fast?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *