Nu er det for sent…..

Der er intet som et dødsfald der kan åbne op for de inderste tanker.

I dag var jeg til min tantes bisættelse. Min far har kendt hende i henad 70 år. Deres fælles liv har været alt fra jævnlig kontakt til ingen. Men aldrig har de afsluttet deres relation. 

Det skriver jeg fordi… – er det ikke sådan det er for mange i dag? 

Folk cykler ind og ud af vores liv. 

Jeg hører mig selv sige: “Sådan er det jo. Man vokser fra hinanden” Omkring mig hører jeg ord som: Vi har forskellige værdier. Hun går over mine grænser. Mit liv er for kort til dårlige relationer” 

Er vi helt sikker på, at det er sandt. 

Jeg blev i tvivl i dag.

Jeg er vokset op i et hjem med LAVT til loftet. Ingen overskud til fejl og mangler hvilket var et problem fordi vi alle havde mange af dem 😉 

Jeg har ingen kontakt med fætre og kusiner. Mine forældre havde en lille omgangskreds og specielt min mor var ret kontant hvis mennesker gik hende imod. Så så vi dem ikke mere.

Jeg nyder at have kontakt med gamle venner/bekendtskaber. Også hvis det kun er lidt på Facebook. 

Det er mennesker som kender  noget af min historie. Nogle har set mine mange hårfarver, set mig for fuld til fester, set mig græde over min fordrukne far, møde min første kæreste – stråle af lykke. 

Andre har set mig juble over en veloverstået eksamen, besøgt mig da jeg fik mit første barn, givet et knus da jeg gik fra pigernes far, sunget til mit bryllup. 

Det hele synes overordentligt betydningsfuldt i dag hvor præsten beskriver min tantes liv og jeg med tårerne i øjnene og armen om min grædende far tænker: “Hvor er jeg gået glip af meget ved ikke at kende hende bedre” 

Måske du tænker det er lidt sukker sødt og typisk begravelsessnak – pludselig elsker alle den afdøde! 

Men sådan har jeg det ikke. Jeg ved bare at alle mennesker sætter aftryk i verden. Alle mennesker er født til at elske og blive elsket. Ingen ønsker at være en kold skid eller grov overfor andre. Ser vi kun det – så går vi glip af noget og måske skulle vi se lidt grundigere efter.

I dag kom en ældre kvinde hen til mig og spurgte om jeg ikke var Liselotte. Det hed jeg jo engang – så “Jo”. 

Det viste sig at hun havde været en af min mors meget nære veninder. Kendt min mor meget nært – sandsynligvis bedre end jeg. 

Min mor elskede det venskab men af en mere eller mindre god grund, fik hun lukket den dør. Ingen kontakt i årevis og de nåede ikke at mødes inden hun døde. 

Kvinden bor forunderligt nok 1 km fra hvor jeg bor i dag. Min søster og jeg blev begge berørt over at møde et menneske som har kendt vores familie så godt og som kiggede på os med kærlige øjne og gensynsglæde. 

Jeg fik følelsen af, at hun stod med uvurderlig viden. Så med fokus på alt det som går tabt, fandt jeg modet frem og inviterede hende på kaffedate inden alt for længe. Uhhh det føltes godt. Som at få en tidlig julegave.

Hvad med dig fine menneske? 

Har du lukket døre, eller har nogen lukket døren for dig? 

Har du glemt at kontakte nogen i årevis som du har haft særligt fine oplevelser med?

Er mennekser med stor betydning forsvundet ud af dit liv? 

Jeg tror der er guld gemt. Minder der skal støves af. Historier om hvem vi var og måske er der noget vi ønsker at bringe tilbage i vores liv. 

Det er godt at se andre, og det er SÅ godt at blive set. 

Måske du allerede har et menneske i tankerne.

Ring dog – skriv et julekort, eller send dem en kærlig tanke. Livet suser afsted og lige pludselig er det slut.

God weekend

Nicooline Flor

1 thought on “Nu er det for sent…..

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *